Med COP-aftalen i hus, handler det nu om at levere klimaresultater kloden rundt. Og bygge videre på den optimisme, der med rette er opstået i kølvandet på succesen i den franske hovedstad.
Af seniorchefkonsulent i DI, Lars Bach Jensen
Paris forhandlerne leverede varen! Vi fik for første gang en klimaaftale, der med rette kan kaldes global. Glæden over aftalen var stor, og aftalen blev faktisk endnu mere ambitiøs, end selv de mest optimistiske havde håbet på. Med aftalen når vi ikke helt i mål, men tager et godt skridt.
Nu har der været en måneds tid til at sunde sig oven på de hektiske dage i Paris. Og grunde lidt over, hvordan aftalen skal rulles ud. Samt, hvilke punkter der skal diskuteres til COP22 næste år i Marrakesh, Marokko. For selvfølgelig stopper det ikke her. Det er kernen i FN-forhandlingerne, ligesom det er kernen i selve Paris-aftaleteksten.
Den korte version af aftalen er, at der blev broderet et fint tæppe af de mange landeplaner. Landeplanerne er kernen i aftalen, men er også suppleret med visioner om at holde de globale temperaturstigninger et godt stykke under 2 grader. Desuden er der lagt en plan for evaluering og løbende nødvendig styrkelse af de mange nationale indsatser. Der er nogle vigtige bindende elementer i aftalen, der forpligter landene til at fremlægge klimaplaner med gradvist højere ambitionsniveauer. Så den langsigtede investeringssikkerhed får også støtte i aftalen.
Alle, der arbejder med klimaforhandlinger, har nogle særlige nedslagspunkter, man ønsker sig og læser med ekstra interesse. For Dansk Industri er det velkommet, at markedsbaserede instrumenter fandt vej ind i aftalens artikel 6. Det er formuleret lidt indirekte med, ”countries can pursue voluntary cooperation in the implementation of their nationally determined contributions”. Dette er FN-slang for kvotesystemer, som vi i dag har det i Europa. Dvs. markedsinstrumenter, der dels sætter en pris på udledning af drivhusgasser – og dels giver mulighed for at finde omkostningseffektive og bæredygtige løsninger på tværs af teknologier og landegrænse.
Nu skal landene i gang med at implementere deres respektive planer. EU, som også forhandlede på vegne af Danmark, vil her i løbet af 2016 og de kommende år lave et omfattende servicetjek af alle instrumenter og lovgivninger i EU’s fælles energi- og klimapolitik. Sigtet er en indsats frem mod 2030, og EU-Kommissionen har lagt forslag til revision af kvotedirektivet frem. Snart følger energieffektivisering og vedvarende energi.
Paraplyen for EU er den såkaldte Energiunion, som skal sikre EU’s virksomheder og borgere adgang til klimavenlig, konkurrencedygtig og stabil energi. Energiunionen skal styrke samarbejdet mellem EU’s medlemslande. Den grønne omstilling er blevet, og bliver, større end de enkelte landes egne indsatser, og samarbejde på tværs af medlemslandene er billetten til en grøn europæisk og dansk fremtid.
I løbet af de kommende måneder vil institutionerne i EU se på, hvordan aftalen i Paris kan få indflydelse på EU’s egen indsats frem mod 2030. Hvordan skal instrumenterne og reguleringen indrettes? Hvordan påvirkes erhvervslivet og borgerne. Hvordan rulles im-plementeringen ud i de andre store økonomier? Det er i sidste ende instrumenterne, der konkret sætter rammen for erhvervslivet og deres fremtidige investeringer.